Køb CD "Sønderhoninger" HER   Hør noget af musikken HER

 

Sønderhoning kaldes den dansemusik, der i Sønderho på

Fanø som det eneste sted i kongeriget er bevaret som

levende tradition. Det yderste hav er et forsøg på at

udforske denne vitale kulturelle overlevering ud fra vores

egen tid. Trioen består af Peter Uhrbrand, frem for alt den,

der har ført den traditionelle sønderhoning videre,

Jørgen Bjørslev, internationalt kendt klassisk guitarist og

Jeppe Brixvold, forfatter og sanger.

  

Weekendavisen skrev bl.a.:

”Her føres den lokale folkekunst ind i det nye århundrede

ved hjælp af nogle lydhøre avantgardistiske greb. Under

opførelsen ruller børn rundt på gulvet, imens flere voksne

på stolerækkerne fælder en tåre. Vi er i hjertet af Sønderho

og bliver vidne til levendegørelsen af en århundreder lang

folkekultur, som har fået nyt udtryk ....” 

 

Om Jeppe Brixvolds tekster skrev Reception – tidsskrift for

nordisk litteratur bl.a.: ”Sønderhoningen kan spores tilbage

til 1700-tallet, og det siges, at man dengang, før man fik råd

til instrumenter, kunne leje syngekoner, som trallede og sang

aftenen igennem, mens selskabet dansede (…) I Brixvolds

tekster flettes den gamle tradition sammen med nutiden.

Og det i ord, der ikke bare gengiver, men frembringer

Sønderho, så den kan ses – føles, lugtes, høres og smages:

 

Tyske dåseøl i bagklappen.

Til Børsen ud på natten. Mere violin.

Og flere øl. Og lys over Keldsand.

Ålefedt.

Varm mælk med blåbærsaft, nyrefedt.

Sælblærer, hakkede.

(Øster Land, V, 6-11.)”

 

En sønderhoning er i sin egentlige forstand betegnelsen for en

indbygger i Sønderho, Danmarks nok bedst bevarede landsby

med en markant kulturhistorie, ikke mindst præget af, at den

mandlige befolkning op til år 1900 hovedsagligt var beskæftiget

som søfolk på de store verdenshave.

  

”Det yderste hav” har hentet sit navn fra Andreas Sørensens bog

”Ved det yderste hav (drøm og digt og virkelighed)” - en

erindringsbog fra barndommens Sønderho.

Allerede i starten af bogen skriver han: ”... ret tidligt havde jeg

fornemmelsen af, at Fanø vendte ryggen til Jylland og bredte

armene ud mod landene på den anden side af havet.”